Lullabies for Lost Children

”En endnu større bedrift var det næsten, at han med sit andet værk, Lullabies for Lost Children, løste en noget nær umulig opgave, han var blevet stillet af sopranen Ly Tran: at skrive musik til et lidt for velgørende projekt, hvor Tran i samarbejde med journalisten Anders Haahr Rasmussen havde indsamlet vietnamesiske vuggeviser, som for tusindvis af fordrevne vietnamesere rundtom i verden er et fjernt, saliggørende ekko fra deres barndom. Et projekt, der let kunne være endt i orientalistiske videoer af smilende vietnamesiske bedstemødre – og sådan lagde værket faktisk også ud. Men kun for at gennembanke det velvillige koncept om mødet mellem det logiske Vesten og det autentiske Østen. Akkompagneret af en hektisk løbende Neko 3-trio, der spurtede rundt mellem alverdens opstillede percussion i Koncertkirken, sang Tran uddrag fra vuggeviserne i maniske gentagelser, mens videoerne kørte lidt malplaceret – lidt udstillende – på et stort lærred bag dem. Det strenge vestlige kompositionssystem over for den naive vuggevise, som blev indlemmet i systemet, samtidig med at det faldt fra hinanden – indtil visen til sidst var reduceret til enkelte pust og vokalstød. Og ja, dermed cue til Black til selv at dukke op på videolærredet med fuldskæg og hættetrøje, mens han lipsyncede til blød asienjazz og skiftede mellem at være overindfølende og danse fjoget rundt. Slut? Nej, i stedet blev vi sendt i kælderen til varm te og en afsluttende sats med elguitar, saxofon, violin, percussion, guldmikrofon og call and response mellem publikum og performerne i en slags ironisk-ikkeironisk kærlighedsfuckfinger til overhovedet at forestille sig verden som et Vesten og Østen. En ny verden.”

Stolthed, fordom og atonal plingplongmusik Sune Anderberg, Seismograf, 2019
https://seismograf.org/artikel/stolthed-fordom-og-atonal-plingplongmusik